Nikoline tildeles International pris

Ung Aalborg-kvinde får international Zonta-award

Nikoline Linnemann Prehn, som lige er blevet student fra Aalborg Katedralskole kan pynte studenterhuen med endnu en fjer.

Zonta International har tildelt hende et legat, Young Women in Public Affairs, som tildeles unge kvinder i alderen 16-19, der viser et engagement i samfundsforhold og lederskab indenfor politik eller organisationer.

Legatet uddeles en gang om året, hvor zonta-klubber fra 62 lande indstiller kandidater til at modtage legatet. Zonta International udvælger så de 10 bedste, hvoraf Nikoline Prehn er den ene. Legatet består af 4000kr fra Aalborg Zontaklub, 5000kr fra Zonta Danmark og 6500USD fra Zonta International.

Formand for Aalborg Zontaklub, Elsemette Cassøe, udtaler: Vi ønsker Nikoline til lykke med legatet, og vi er stolte over, at vores nordjyske kandidat gik hele vejen og blev valgt som en af de ti bedste af alle kandidaterne fra hele verden.

Zonta er en NGO-organisation, der støtter kvinder lokalt, nationalt og internationalt.

Læs mere om Nikoline nedenfor og læs mere om legatet på aalborg.zonta.dk/legater

Yderligere oplysninger får hos Karin Olesen, e-mail: ol@katedralskolen.dk

 

 

En kort beskrivelse af Nikoline Linnemann Prehn

Nikoline er netop blevet student fra Aalborg Katedralskole. Her har Nikoline været elevrådsformand, og udført et stort arbejde internt på skolen, men også eksternt i bl.a. DGS og ungdomspolitisk. Hun har arbejdet for bedre kønsfordeling i elevrådet, og har medvirket til at seksuel chikane/overgreb er kommet på dagsordenen

Hun har desuden medvirket til at Aalborg Katedralskolen er blevet godkendt som Unesco Verdensmålsskole, hvilket gør at skolen forpligter sig til at arbejde med medborgerskab og bæredygtig udvikling.

Hun har en stor interesse i at arbejde for et bedre klima, men også i at formidle andre landes og andre kulturers udfordringer til danske unge, hvilket hun finder inspiration til ved at besøge lande som Nepal, Kenya, Uganda, Tyrkiet og tale med den lokale befolkning.

En anden af hendes store passion at arbejde for ligestilling mellem kønnene, på alle niveauer.

Nikoline ønsker at videreuddanne sig indenfor politik på et af universiteterne i Danmark. Hun er meget interesseret i politik, og overvejer at gøre politisk karriere i Danmark eller om muligt arbejde i FN eller en stor NGO.

Vi ønsker hende held og lykke

Vi kan henvise til indlæg skrevet af Nikoline:

http://www.information.dk/nikoline-linnemann-prehn

http://www.tv2nord.dk/nordjylland/nikoline-prehn-om-sin-minister-fars-kostraad-det-er-et-skridt-i-den-rigtige-retning

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10449810/ungdommens-stress-er-i-voksnes-ansvar/

 

Pressemeddelelse d. 25-11-20.

Aalborg Zontaklub donerer 21.300 kr. til Stop Børneægteskaber.

I anledning af, at Zonta International i 2019 fejrede 100 års jubilæum, indsamlede Aalborg Zontaklub gaver fra områdets erhvervsdrivende. Provenuet ved salg af en del af gaverne, Kunst fra Galleri Jarsbo, Aalborg, og smykker fra guldsmed Birgitte Munch, Frederikshavn, bliver nu doneret til Stop Børneægteskaber, som er et projekt, der drives af Zonta International sammen med FN.

Børneægteskaber forringer muligheden for kvinders uddannelse og øger risikoen for vold mod kvinder i familien. Tidlige barnefødsler giver mange unge mødre varige fysiske skader. Det er derfor vigtigt, at antallet af børneægteskaber bliver nedbragt, udtaler Elsemette Cassøe, formand for Aalborg Zontaklub.

Aalborg Zontaklub har også doneret lokalt – til Skovparkkollegiet, Bydelsmødre, Mødrehjælpen mfl.

Zonta er en organisation, der styrker kvinder lokalt, nationalt og internationalt.

Med venlig hilsen

Elsemette Cassøe

Formand Aalborg Zontaklub

 

Pressemeddelelse d. 20-11-19:

Aalborg Zontaklub uddeler legater for 72.000 kr.

Aalborg Zontaklub fejrede d. 7-11 Zontas 100 års jubilæum med en reception på Svalegården i Hasseris. Under receptionen uddelte klubben 22.000 kr. i legater til unge kvindelige forskere, 20.000 kr. i donation til Bydelsmødre i Aalborg området og 30.000 kr. til FN-projektet Stop Børneægteskaber. Pengene har klubben indsamlet i årets løb ved at arrangere foredragsaftener, lotteri og gennem sponsorater fra bl. a. Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Aalborg Zontaklub har tidligere støttet Bydelsmødrene, Krisecentret, Mødrehjælpen, Skovparkkollegiet mv.

Zonta er en international organisation, der arbejder for at forbedre kvinders vilkår lokalt og internationalt.

Følgende har modtaget legat:

Mikaella Ty Ngong: Legatet er på 4.000 kr. og skal bruges i forbindelse med et naturvidenskabeligt studie. Mikaellea er en meget talentfuld ung kvinde – særligt inden for naturvidenskabelige fag, musik, formidling og elevrådsarbejde. Hun har som medlem af elevrådet vist et stort organisations- og kommunikationstalent. Hun har deltaget som elev i TalentCampDK, og har efterfølgende deltaget i deres aspirantprogram, for selv at kunne undervise unge talentfulde folkeskoleelever i naturvidenskabelige fag. Hun har formidlet videnskaben i det nationale talkshow, Natholdet, i håb om at inspirere andre unge, særligt piger og kvinder til at læse science fag. Ligesom hun har deltaget i den 50. internationale kemiolympiade med en 3. plads. Hun er glad, ambitiøs, arbejdsom og hjælpsom og en god rollemodel for andre unge kvinder.

Dorte Melgaard Kristiansen: Legatet er på 8.000 kr. og skal benyttes til formidling af forskningsresultater fra et projekt om Lichen Sclerosus, en hudlidelse, der primært rammer kvinder.

Ana Kirstine Schirrer: Legatet er på 10.000 kr. og skal bruges til etnografisk feltarbejde blandt kvindelige landerettighedsforkæmpere i det Guyanesiske landområde Mabaruma. Anna vil efterfølgende præsentere resultaterne på internationale og nationale konferencer samt i regerings – og NGO regi. Håbet er at undersøgelsen kan bidrage til at øge kvinders muligheder for at eje og dyrke land og dermed sikre kvinders ret til at udvikle og udnytte egne kompetencer i jordbrug i en kontekst, hvor mandlige forsørgere i stigende grad forlader landområderne i Guyana til fordel for at søge arbejde i den voksende olieindustri i hovedstaden Georgetown.

Formand for Aalborg Zontaklub Elsemette Cassøe.

aalborgzonta@gmail.com

www.aalborg.zonta.dk

 

Pressemeddelelse i anledning af Zonta Internationals 100 års jubilæum og aktiviteter i Aalborg Zonta Klub:

Zonta Pressemeddelelse – Almen 24.03.2019

 

Pressemeddelelse vedr. donation til Skovparkkollegiet:

Presse og donation 50.000 til Skovparkkollegiet marts 2019